Pensionister Arrangementer

Besøg hos Nordisk Film, november 2013

Når 70 lærere går til filmen

”En filminstruktør er en blanding af general, skriftefader, psykoterapeut, lokomotivfører og stødpude – kort sagt det enkleste job i verden”, har den amerikanske skuespiller Warren Beatty sagt.

Fra lærerjobbet husker vi også mange slags jobfunktioner....Med den sentens som baggrund gik en større gruppe fra fraktion 4, Ballerup ind gennem porten til Nordisk Film i Valby.

På rundvisningen så vi de gamle filmværksteder fra begyndelsen af 1900-tallet. Stifteren af Nordisk Film, Ole Olsen var en super forretningsmand. Produktionsomkostningerne på filmen 'Løvejagten' (1907) var 8000 kroner, men filmen indbragte 80.000 kroner. Den rekord står endnu i filmverdenen, siges der. Den tids uovertrufne charmør af en skuespiller, hed Valdemar Psilander. Hans gigantisk overdrevne selvværd viste sig blandt andet ved, at når han skulle i taxa fra Københavns centrum til Nordisk film kørte han i 3 køretøjer: En til ham selv, en til hans høje hat og en til hans stok. Den slags økonomisk arrogance har aktuelle paralleller i vore dage. Vi kom forbi kostumerne fra de mange Olsen-banden film. En kollega havde inden besøget købt sig en fuldblods lodenfrakke i håb om, at han iført den ville løbe ind i en rolle. Den gik ikke – men frakken klædte ham.

Frokosten blev indtaget lige ved, på Restaurant Fy&Bi, Danmarks svar på Gøg & Gokke. At der så på væggene var 3 sort-hvide fotos af en dybt erotisk dans udført af koryfæerne Poul Reumert og Asta Nielsen i filmen fra 1910 (!) ”Afgrunden” (den kan googles...) – gjorde ikke frokostens smagsoplevelser ringere (!!!)

Godt kommunevalg, godt solhverv og god jul.

Finn Gunst. 


Billeder fra dagen:

Nordisk film 1    Nordisk film 2    Nordisk film 3