Pensionister Arrangementer

Sommerudflugten 2010

.

BLF-pensionister i byen

82 pensionerede skolelærere trodsede 8.6.2010 liggestolenes tiltrækningskraft og satte hinanden stævne foran Storm P. Museet på Frederiksberg.

Den meget vidende og humoristiske byhistoriker Lise Lotte Frederiksen guidede den store flok ind i Fredriksberg Have, i Frederiksberg Kirke og Søndermarken fortællende bydelens historie.

 

Med os fik vi også historien om de 2 gravere, der ivrigt arbejdende ved et gravsted mødte denne Storm P-bemærkning: ” Nåeh, De er nok oppe i dag...”.

 

Herefter smagte 'gravøllet' ekstra godt i M.G. Petersens familiehave, som bød på sol og smørrebrød.

 

En del valgte ud på eftermiddagen at tilslutte sig demonstrationen på Christiansborg Slotsplads mod de bebudede forringelser for almindelige mennesker. Det skulle nødigt gå som i nedenværende historie.

 

God Sommer
Finn Gunst
 

Ældreomsorg

Vi havde ikke mange penge tilbage. Men i den lille café i en sidegade ikke langt fra Clignancourt gav de os både øl og brød, og vi fik også en blå skål med små tørrede fisk ind på bordet. Opblødt i øl smagte de udmærket. Værten var russisk, kunne man høre. Over baren hang en falmet ikon og under den et par medaljer.

 

Nu kom husets lille datter ind og begyndte at hænge guirlander af broget papir op rundt om på væggene. Vi spurgte hende, hvad der skulle ske?

Først ville hun ikke svare, men da faderen sagde: ”Sig det blot” - svarede hun: ”Det er min oldemors fødselsdag. Hun bliver 90”.
”Bor din oldemor her i Paris?”, spurgte vi.

”Ja – hun bor henne i hjørneskabet”, svarede pigen og nikkede hen imod hjørnet. ”Hun sover middagssøvn nu, men hun vågner snart”

 

I det samme knirkede skabsdøren, og en vissen hånd kom frem. Pigen tog et par af de små tørrede fisk med tomme øjne, dyppede dem i øl og lagde dem i den senede hånd, som straks trak sig tilbage, hvorefter lågen lukkedes.
”Bor den gamle virkelig derinde”, spurgte vi værten.

”Det er svært at finde en beskyttet bolig nu om stunder”, svarede han og slog beklagende ud med armene. ”Vi har hængt hende op på en bøjle inde i skabet – hun klager ikke, hun er hårdfør. Hun var maskingeværskytte under krigen. Hviderusland, Stalingrad, slædepatruljer i den værste kulde og forfrysninger.”

 

Den lille pige var ved at være færdig med at hænge guirlander op.

”Hvad giver du din oldemor i fødselsdagsgave?”, spurgte vi.
”Jeg giver hende en ny bøjle at hænge på. Den pakker jeg ind i noget blankt papir, der er gult med blå og røde karusseller på. Og så giver jeg hende et glas udsøgt symaskinolie – til at rense sin kalashnikov med...."

Af – Eske K. Mathiesen, forfatter og mag.art.