Netop Nu 2010

Oktober 2010

Formandens aktuelle kommentar
Man kan nogle gange med fordel slukke for vejrudsigten, hvis der hele tiden meldes om trist vejr. Men stormvarsler skal man ikke fortrænge, dem skal man bruge til noget.

Status netop nu er, at vi må forberede os på besparelser og på ’A 05’ efter sommerferien på alle skoler - eller en anden ’A 05’ for Kasperskolen og OI. Det fylder meget i vores verdensbillede lige nu.

Vi må anlægge et lidt bredere perspektiv end her og nu og Ballerup.
Den økonomiske krise bruges af regeringen som argument for, at kommunerne skal spare. Og det gør kommunerne, på børn og ældre og næsten alt andet. Billedet fra Ballerup kan ses i forskellige variationer over hele landet. Lærerne i mange kommuner udsættes for planer om, at de skal undervise mere. Det har intet at gøre med, hvilken arbejdstidsaftale, de har. Eller hvor meget de underviser i forvejen.

Besparelserne i år står ikke alene. DLF har offentliggjort en undersøgelse - såmænd udført af kommunernes eget revisionsselskab - der viser, at: ”Samtidig med, at skolerne er blevet påført en række nye opgaver, er resurserne til undervisningen på de almindelige folkeskoler faldet med 6%.” (DLF’s hjemmeside). Det er på landsplan, set over 2002-2009. I 2010 og i 2011 vil dette tal uden tvivl vokse noget. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad fremtiden derefter bringer. Intet tyder dog på, at regeringen har tænkt sig at lægge kursen om. Vi må regne med yderligere besparelser i de kommende år.
Min opfattelse er, at folkeskolen, som vi kender den, bliver afviklet hurtigere, end de fleste af os går og tror. Og det er ikke noget, der kræver en beslutning. En fortsat udsultning vil helt automatisk fremskynde en selvforstærkende og hastig udvikling mod mange flere privatskoler for de elever, der har forældre med et overskud. Tilbage står en minimal-folkeskole med de billigste bygninger, undervisningsmidler og lærere. Se det i sammenhæng med aktuelle begreber som ghettodannelse, nedbrydning af faggrænser og fagforeninger samt individuel løn.
Det kræver derimod beslutninger at redde folkeskolen, for ikke at sige at udvikle den.

Et andet perspektiv er den enkeltes arbejdsmiljø gennem et langt lærerliv. Hvor mange kolleger balancerer i forvejen på grænsen? På grænsen af, hvad man kan holde til, hvis der også skal være overskud til familie, fritid, udvikling – både nu og om nogle år? Vi ved det ikke. Vi ved, at nogle kolleger allerede har passeret grænsen. Der er sikkert også nogle, der slet ikke lader sig mærke.

Hvad kan man bruge alt det til, bliver det ikke bare håbløst?
Mit svar er nej, men der skal ske noget. Modspørgsmål: hvad sker der, hvis man ikke gør noget?
Enhver må se sin egen situation i sammenhæng med kollegernes, folkeskolens, ja selv samfundets situation. Derfor har vi en fagforening, hvor vi kan gøre noget sammen.
Tidligere erfaringer viser, at vi kan opnå meget sammen! Det kan vi igen!

Den kommende tid handler altså ikke alene om, hvordan vi forbereder os på et skolevæsen efter endnu en sparerunde – med krav om flere undervisningstimer. Den handler også om, hvilke beslutninger vi hver især tager i forhold til at være medlemmer af en fagforening og til at være samfundsborgere.

Niels Kjeldsen
19. oktober 2010